Den følgende historie er en sand historie fra det virkelige liv. Pigen jeg har fået historien af vil gerne forblive anonym. Jeg kender hende rigtig godt den dag i dag, og det er virkelig hårdt at høre hele hendes historie igen.

En virkelig anoreksi historie

Det hele startede tilbage i syvende klasse i folkeskolen. Vi havde lige fået lavet en omvæltning, hvilket ville sige, at vi skulle slås sammen med en helt anden skole. Dermed skulle der også laves nye klasser. Jeg gik i forvejen ikke sammen med særlig mange andre fra klassen, og med denne omvæltning, så ville jeg ikke komme til at gå sammen med nogen jeg bryd mig om eller snakkede med.

Det var derfor en stor forandring i min hverdag. Jeg var i forvejen en meget stille pige, som for det meste kun sagde noget når jeg blev spurgt af læren, og hvis jeg endelig blev spurgt, så var det ikke nogle særlig lange svar jeg fik formuleret. Så at skulle gå sammen med 30 andre mennesker, uden at kunne snakke ordentlig med en eneste var virkelig svært for mig. Jeg er, at natur, meget genert, så det ville ikke være mig der ville tage initiativ til at starte en samtale. Næh, så synes jeg, at det var nemmere bare at holde mig for mig selv.

Jeg var i forvejen ikke en særlig populær pige, da jeg havde en trang til at gå i utraditionelt tøj. Jeg skabte min egen stil, hvilket ikke blev anset for særlig smart dengang. Jeg måtte ikke have lov til at gå og passe mig selv, da jeg kunne gøre mig sikker på, at jeg ville få mindst en nedladende bemærkning hver eneste dag. Så bliver det sidst lidt træls at gå i skole kan jeg godt fortælle.

Enebarn med mor der drikker

Jeg blev også tit kritiseret med mine hjemlige forhold. Mine forældre var skilt, og min mor, som jeg boede hos, havde lidt for tit en trang til at få noget at drikke. Ikke at det rørte mig, jeg var jo efterhånden vand til det. Men jeg kunne simpelthen ikke klare, når andre folk skulle blande sig ind i mit privatliv. Hvis de først begyndte på det, kunne jeg snildt tænde af.

Et halvt års tid efter den omvæltning kunne jeg mærke, at jeg for hver dag blev mere og mere ked af det. Jeg snakkede mindre og mindre, og blev mere og mere indelukket. Når jeg bare gik og passede mig selv, så var jeg sikker på, at jeg ikke fik nogle fucking belastende kommentarer på hvem min mor var eller hvordan jeg så ud. Det var rart at være alene. Jeg var den eneste der ikke provokerede. Så at være alene med mig selv var befriende på en måde.

Lidt efter lidt begyndte jeg at trappe ned på mine måltider. Ikke at min mor lagde mærke til noget, da hun tit og ofte ikke engang var hjemme til aftensmads tid grundet en bytur eller arbejde. Så jeg skulle det meste af tiden stå for maden selv. Det satte for det meste en stopper for aftensmaden, da jeg simpelthen ikke gad lave noget. Samtidig orkede jeg heller ikke at stå op og lave morgenmad om morgenen, så jeg tog tit i skole på tom mave.

Med mindre og mindre lyst til at gå skole, så blev fraværstimerne også højere og højere. Tit mødte jeg først en time eller tre senere end jeg skulle, og indimellem blev jeg også væk hele dage. Det blev bare pisse irriterende at møde op til en hverdag man allerede vidste hvordan ville forløbe.

Kniven var befriende

Snart begyndte jeg på noget, som jeg den dag i dag fortryder inderligt at jeg gjorde. Jeg begyndte at finde det befriende og afslappende at skære i mig selv. Jeg skar mig i armene og benene, hvilket gjorde, at jeg altid havde lange bukser og langærmet trøjer på. Jeg var af denne årsag heller ikke med til gymnastik i lang tid. Den følelse af kniven som borede sig ind i huden fik mig til at fokusere på den smerte, i stedet for den psykiske smerte jeg blev udsat for hver dag. Efter en lang skoledag gik jeg tit hjem og gjorde det, da det, i en kort stund, fik mig til at glemme den lortedag jeg havde haft.

Samtidig med skaderne på mig selv, så begyndte jeg også at spise mindre og mindre. Jeg begyndte at blive frastødt af mad generelt. Både morgenmaden og aftensmaden var som sagt nem at springe over, og i skolerne var der sgu ikke nogen som lagde mærke til, om jeg spiste eller ej. Og når jeg samtidig var begyndt at gå i så stort tøj, så var der heller ikke nogen som så min krop, og hvordan den reagerede på sulten.

Halvandet år før det blev opdaget

Før afslutningen på ottende klasse skete der dog en forandring, som skulle ændre det hele. Vi skulle have skole hjem samtaler. Jeg mødte op alene, da jeg ikke kunne få min mor med. Jeg kom ind til min klasselærer, og satte mig ned foran hende. Hun begyndte med det samme at spørge til hvordan jeg havde det. For første gang i over et år var der en som spurgte mig hvordan jeg havde det.

Følelsen af det var lige så befriende som kniven havde været det. Jeg kunne holde det inde mere, og begyndte at græde, meget. Endelig var der en som interesserede sig for mig. Jeg var komme til et bristepunkt, hvor jeg ikke kunne kapere mere inde i mig. Jeg åbnede op, og fortalte faktisk alt hvad der var at fortælle.

Min klasselærer var herefter en meget stor støtte for mig, og hun hjalp mig med at det fortalt til min mor, som også begyndte at græde da hun fik historien af vide. Nu hvor det hele blev genfortalt, så var det faktisk skræmmende at genfortælle alt det svære jeg synes jeg havde været igennem.

Der blev herefter arbejdet på, at skaffe mig en efterskoleplads, da jeg ikke ville fortsætte på min folkeskole. Da ottende klasse var ved at være overstået, så ville jeg simpelthen så gerne tage niende klasse på en efterskole, for at komme væk fra al den negativitet jeg havde været udsat for til daglig. Det valg fik jeg kun opbakning i af min mor og min klasselærer, og det lykkedes da også, med ugentlig støtte fra kommunen, at få mig på en efterskole.

Den bedste tid i mit liv

Efterskoleåret endte med, at blive den bedste periode i mit liv. Alle de nye mennesker, ingen dømte en på forhånd, og jeg kunne mærke, at jeg lige pludselig var meget mindre nervøs for at snakke med andre mennesker. Jeg kunne lige pludselig godt starte en samtale selv, hvilket var virkelig uvant for mig. Men også forbløffende rart
Det skjold jeg havde gået og gemt mig bag ved på min folkeskole var væk, og jeg måtte nu selv sørge for, at folk kunne få det bedste indtryk af den jeg virkelig var. Det endte dog også med en stor succes, og derfor, når jeg ser tilbage på det i dag, var det den bedste tid i mit liv.

Jeg håber, at hvis du læser dette, og sidder inde med nogen problemer ligesom mig, så hjælper det virkelig at få snakket med nogen om det. I mit tilfælde var det min klasselærer der reddede mit teenager liv, men det kan også være en noget familie eller nogen venner, hvis man har sådanne.

De hjerteligste hilsner,
Den glade pige, 23 år

Posted in Anoreksi historier | 1 Comment »