Mange unge mennesker, som lider af anoreksi, udvikler det typisk i folkeskolen. Det er typisk her man bliver usikker på sig selv, i takt med at man kommer i puberteten. Så ændrer ens krop sig, som vi alle ved, og det er der nogen som håndterer bedre end andre.
Men hvad kan man så gøre for at undgå, at anoreksien udvikler sig så markant i folkeskolen, som den nu engang gør? Der er blevet luftet nogle idéer med skrammekampagner, men det tror jeg sgu ikke, er den rigtige måde at gøre det på. Det passer fint med smøger, hvor man viser sådanne et par flotte rygerlunger i den bedste sendetid. Men hvordan kan man skræmme folk for ikke at have en psykisk sygdom?
Skulle man så smide en tynd pige op på skærmen, som ikke gider spise noget, og bare ser trist ud? Det er ikke noget, der ville virke i min bog. Rygning er noget du selv vælger at påføre din krop. Det er et fysisk luksusproblem, som man egentlig bare kunne stoppe med fra den ene dag til den anden. Jo, det kan faktisk lade sig gøre.
Men sådan fungerer psykiske sygdomme altså ikke. Derfor synes jeg altså helt klart, at man burde tage personlig hånd om de unge mennesker der har brug for den her hjælp, og stoppe anoreksiens trivsel i folkeskolen. Man skal stoppe de psykiske sygdomme, inden de kommer i udbrud.
Men hvordan skal man så gøre det? Jo, man kunne eksempelvis starte med at sende lærerne på kurser, som kunne give dem et indblik i at håndtere unge mennesker med psykiske problemer. I stedet for at sende dem på utallige computer kurser, hvor de alligevel mæsker sig i kaffe og kage, så brug de penge på noget ordentligt, så rent faktisk hjælper.
De skal sgu sendes på et 3-dages forløb, hvor de arbejder med alle de problemstillinger der nu engang findes blandt unge mennesker, med psykiske problemer. Et sted med psykologer, coaches, læger osv., som kan give en indsigt i de unges hverdag, som lærere ikke ser noget til. Åbne deres øjne, så de rent faktisk kan se, hvad deres elever går igennem.
Det har ikke så meget med at forebygge, men derimod komme det til livs når det engang for alle er kommet i udbrud. For at forebygge disse sygdomme, så tror jeg man skal fokusere på et allerede stort omdiskuteret emne, nemlig mobning. Jeg ved det godt. Den samme gamle sang har vi hørt utallige gange, og hvad bliver der egentlig gjort imod den? Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg sgu, at der er lige så mange som bliver mobbet den dag i dag, som der var for 5,6 og 7 år siden, hvor jeg selv gik i folkeskole.
Hvordan man skal gribe det an, det vil jeg lade de noget så kloge hoveder finde ud af. Jeg ønsker blot at komme med en øjenåbner, så man kan få fat i roden til det onde, og dermed begynde at nedbryde den. For jo, jeg tror sgu mobning har en stor betydning til anoreksi patienter. De bliver kede af det, mister appetitten til mad, og til livet, og begynder stille og roligt at udvikle denne sygdom.
Så det kan godt være, at der til dato er blevet kæmpet en hård kamp mod mobning. Men det kan sgu blive endnu bedre. Det handler bare om at hjælpe hinanden med det, og få de små terroriserende unger i folkeskolen til at stoppe mobning. For når først det bliver en generel uskreven regel, at det er utjekket at mobbe, så skal de seje drenge og piger nok stoppe med det. Det skal bare på mode først!
I denne mediepåvirkede verden skal vi netop bruge disse redskaber til at informere de yngre gutter og gutinder om disse problemer. Det kan ikke hjælpe noget, at de engang om måneden lige får en lille opsang fra klasselæreren, da det fiser ind af det ene øre, og ud igennem det andet lige med det samme. Nej, de skal konstant mindes om det i fjernsynet og på computeren. Lav børnecomputerspil, flere TV udsendelser, få de voksne til at gå endnu mere op i det. Vi skal komme det til livs!
Smil – det hjælper på humøret!